I starten af 60’erne organiserer en gruppe pionerer i Danmark import og avl af weimaraneren. Interessen for weimaraneren skyldtes dels dens tætte kontakt til fører, dels dens egenskaber som schweisshund.

1961 stiftes Dansk Weimaraner Klub (DWK) og i 1965 bliver DWK medlem af Fællesrepræsentationen for specialklubber for stående jagthunde i Danmark (SJD). Det betyder samtidig, at DWK anerkendes som en specialhundeklub under Dansk Kennel Klub (DKK). Den danske racestandard for weimaraneren anerkendes samme år.

Allerede dengang var man klar over, at weimaraneren afveg fra de andre kontinentale hønsehunde, idet den krævede tæt omgang med familien, ikke tålte hårdhændet behandling eller hyppige og langvarige ophold i hundegård. Til gengæld fik man en lærevillig og lærenem jagtkammerat, hvor den nære kontakt ligeledes var til stede under jagt og dressur.

Den tætte kontakt gjorde weimaraneren egnet til jagt i krat og skov, hvor dens spor- og apporteringsevner også kom til sin ret. Fast stand kendetegnede weimaraneren, men den var langsom i sin udvikling de første år, hvilket betød at den faste stand og dresserbarheden kunne lade vente på sig - trods et stort vildtbegær.